Nyt bæredygtigt børnehus på villavejen

18 maj, 2018 9:13

BJERG Arkitektur og Lund & Staun har udarbejdet det vindende projekt

Furesø Kommune, Hareskovby: Første spadestik til ny bæredygtig børnehave i Hareskovby blev taget under høj solskin og grønne trækroner.

Bæredygtigheden er central i det nye børnehus i Hareskovby. Entreprenør Lund & Staun, BJERG Arkitektur, ingeniør SlothMøller og landskabsarkitekt IN´BY har udarbejdet det vindende projekt, som lever op til bygningsklasse 2020 med bl.a. dagslysstyring, behovsstyret ventilation og solceller, hvormed det følger op på Furesø Kommunes vision om et driftsvenligt børnehus med plads til fællesskab, forskellighed og læring om hensyn til klima og miljø.

BJERG Arkitektur har tegnet det bæredygtige børnehus, med afsæt i områdets eksisterende kvaliteter. Herved dannes rammerne for, at pædagoger kan udføre deres arbejde i lyse og venlige omgivelser, hvor indvendige såvel som udvendige læringsmiljøer fordrer børnenes nysgerrighed. Maria Bjerg Nørkjær, arkitekt og partner i BJERG fortæller:

– Børnehusets placering på grunden er nøje planlagt ud fra et ønske om, at bevare alle eksisterende træer. Det har været en sjov udfordring, som netop har været med til at give børnehuset sin helt karakteristiske form, der bugter sig på grunden. Med grønt tag, store ovenlysvinduer og røde mursten – som er i tråd med de omkringliggende huse i villakvarteret – har vi designet et børnehus, der ikke blot er moderne og fremtidssikret, men ligeledes indskriver sig i Hareskovby. Vi ser enormt meget frem til at børn, forældre og pædagoger kan rykke ind i det nye hus i april 2019.

 

Som et passende startskud til den nye bæredygtige daginstitution trillede hjem-IS-bilen forbi villavejen i Hareskovby så børn og voksne kunne fejre og glæde sig over, at det første spadestik blev taget.

Borgmester, Ole Bondo Christensen bød velkommen og indledte med at fortælle, at her ikke blot er tale om et første spadestik, men at der i billedlig forstand, plantes et nyt livstræ:

I dag tager vi ikke bare første spadestik til et nyt børnehus her i Hareskovby. I dag planter vi et nyt livstræ, hvor vores børn skal lege og leve i dets krone… Med det første spadestik sætter vi gang i et byggeri, hvor der er fokus på bæredygtighed, både i forhold til bygningen og i lige så høj grad i forhold til vores børns udvikling.

Formand for udvalget for børn og familier, Bettina Ugelvig Møller fremhævede i sin tale ligeledes sin begejstring for igangsættelsen af byggeriet til brug for netop børn og familier:

I forlængelse af Oles velkomst vil jeg gerne fremhæve børnehusets indretning, der giver plads til mange forskellige pædagogiske læringsmiljøer og til børns behov for at kunne udfolde sig.

Hos byggeriets totalentreprenør Lund & Staun ser man ligeledes frem til at komme i gang med byggearbejdet på det nye Hareskov Børnehus – et projekt, som rent geografisk ligger et stykke fra Nordjylland, hvor Aalborg-entreprenøren udfører de fleste af sine opgaver. Salgsdirektør Henrik Staun fortæller:

 Vores rådgivere har tegnet et rigtigt flot projekt, og vi glæder os til at realisere det i samarbejde med bygherre og ikke mindst den engagerede brugergruppe. Vi har hjemme i Nordjylland, men det nye børnehus i Hareskovby har nogle egenskaber, som gør, at det ligger rigtigt godt til os. Vi kan fx overføre mange af vores erfaringer med bæredygtighed, som er et vigtigt emne i dette projekt.

Borgmester, Ole Bondo Christensen rundede sin tale af med at fremhæve:

Når vi er færdige her i dag, står vores totalentreprenør Lund & Staun, sammen med BJERG Arkitektur A/S, SlothMøller og IN’BY klar til at gøre vores visioner for det nye Hareskov Børnehus til virkelighed.

BJERG LIVE